Ændrede åbningstider i Påsken

Åbent 25.03 - 27.03: 12-17 // lukket alle helligdage

Alle kunstværker i Galleri NB

Henriette Hellstern - Das Narrenhaus - presse

Slut dato: 22-09-2019

Henriette Hellstern er stor fan af tematiske udstillinger. De holder fokus og skaber en interessant og intens oplevelse for publikum.Derfor er det med store forventninger, at vi ser frem til den kommende udstilling.

Henriette Hellstern: ”Das Narrenhaus”

Lægevidenskab, forsøgskaniner, autoritet, magt, køn og lokal- og personlig historie bliver analyseret af den prisbelønnede kunster Henriette Hellstern den 25. august, hvor Das Narrenhaus åbner. Dette er Henriette Hellsterns næste store solo udstilling, som udover at finde sted i Viborg hos Galleri NB også har taget Viborgs lokal historie under luppen. Oprindelig er kunstneren selv fra Østjylland, uddannet ved Det Fynske Kunstakademi og bor og arbejder i dag på Amager. Kroppen og sindet har længe været et fokusområde i kunstneres praksis, men til Das Narrenhaus er det nærmere lægens praksis, der er taget under kærlig behandling med afsæt i Viborg anno 1877. Henriette Hellstern er allerede en berejst kunstner med gruppe udstillinger i New York, San Fransisco, Firenze, Sofia, Berlin, Charlottenborgs forårs udstilling og med den store solo udstilling Lucidity i Vilnius. Viborg er denne gang central for Das Narrenhaus, da man for 142 år siden åbnede en anstalt for ”bundfaldet af menneskeheden” som den blev kaldt.

Fra kroppens anatomi til sindets anatomi

Tilbage på Amager flyder atelieret med voluminøse kroppe og alvorlige ansigter, i hendes arbejde med at afdække krop og sind. De stemmer, der blev bedt om at holde mund eller gemt helt væk i skam, bliver kropsliggjorte, highlightet og sat fri. Den ene anatomibog efter den anden, kæmper om plads på reolen med beretninger fra patienter fra en mørk tid i lægevidenskabens historie. Myterne omkring sindssygehospitalerne samt deres patienter bliver nyfortolket og bearbejdet på lærredet. Normalitets begrebet er under luppen. Uretfærdigenden over de magtanvendelser mænd kunne byde deres hustruer ved at lade dem indlægge, hvis de var ”for hysteriske”, frustrationen over at størstedelen af patienterne, som fik det hvide snit i Danmark, var kvinder, mareridtsagtige billeder af mennesker i vildrede i cellerne og dårekisterne med fiksering, drejesenge og faldelemme kanaliseres ud til os. Kunstneren arbejder med en slags ren energi, en fortællestil uden grænser, der byder beskueren ind, så man kan vende blikke indad, så at sige.

Das Narrenhaus er også fortællingen om at være udenfor og misforstået. I barndommens Østjylland følte kunstneren sig også anderledes. Det at have brug for en psykolog var aldeles forbudt og man så ned på dem i lokalsamfundet, der havde brug for dette. Noget kunstneren fik at føle på egen krop, da hun gik ned med social fobi og sidenhen svær depression. Forståelsen udeblev. Også da hun sprang ud som lesbisk, på trods af, at det var 18 år efter at sundhedsstyrelsen havde fjernet homoseksualitet fra den officielle liste over psykiske lidelser.

Lærreder som spejle

Under denne solo udstilling bruges blandt andet store næsten 1:1 formater. I størrelsen 190 x 150 cm hænger, springer og vrider figurerne sig i følelsernes vold på godt og ondt, ekspressive strøg, der lander på lærredet som afkast, skaber figurationer, som er levende og vedkommende. Også elementer fra Viborgs overlæge Carl August Gads arbejdsværelse er procederet, samt Tove Ditlevsens elskede stue på Skt. Hans. En mennesketom hospitalsstue med nærmest levende møbler byder ind, og de tre læger António Egaz Moniz, Pedro Lima og Walter Freeman, der stod bag det hvide snit i 1935 samt videreudviklingen af Lobotomi, har også fået en plads på væggen.

Jeg tror, jeg er blevet ekspressionist, da det at arbejde med ægte sande følelser hver dag er et nødvendigt unde for mig. Det var tabu som barn, men i dag kan jeg fortælle nærværende indgående fortællinger via denne teknik siger Henriette Hellstern og tilføjer netop dette at tale om tingene via kunst er vigtigt for mig, jeg tror, vi kan mødes på tværs af forskelligheder, hvis vi kan kommunikere, og hvad er bedre end kunst til at sætte billeder på de ord, vi ikke kan få sagt?